I dag løb jeg 20 kilometer sammen med min kæreste. Vi skulle have deltaget i et løb, der hedder Plänterwaldlauf, men det blev desværre aflyst på grund af coronasituationen i Tyskland. Det forhindrede os dog ikke i at tage ud og løbe på egen hånd.
Det ville ellers have været det andet rigtige løb, jeg nogensinde havde gennemført. Men det led desværre den samme skæbne, som det første løb, jeg i sin tid skulle have deltaget i, et ti-kilometersløb i Kreuzberg. Det var i efteråret 2020.
Corona kom desuden også i vejen for mit næste projekt, nemlig Berlin Halvmarathon, som jeg ellers havde kig på i april 2021. De her aflysninger betød, at jeg ikke har kunnet gøre så meget andet end at passe min træning, og så ellers håbe på, at jeg i løbet af 2021 ville finde det helt rigtige løb på det helt rigtige tidspunkt, dvs. et tidspunkt, hvor coronarestriktionerne ikke stak en kæp i hjulet.
Og det var der faktisk.
Marathon i fuldmånens skær
Den 24. juli i år åbnede der sig et vindue. Et par måneder før var min kæreste blevet opmærksom på et lille og lokalt marathonløb i det nordvestlige Berlin, som ovenikøbet blev løbet om aftenen i fuldmånens skær.
En marathon … kunne jeg det? Jeg havde aldrig løbet et rigtigt løb før, ikke engang en helt almindelig fem-kilometer. Altså, jeg havde selvfølgelig løbet fem kilometer, og også meget længere end det, men kun i forbindelse med min egen træning. Hvordan ville det være, når startskuddet gik, og der faktisk var noget på spil?
Jeg havde dog umiddelbart en god fornemmelse omkring det, for vores marathontræning var gået uden de store problemer. Her var den længste træningstur på 35 kilometer – så kan man jo næsten se hen til de 42 kilometer.
Vi sprang ud i det.
Hey, en marathon er da kun 42 kilometer, ikke?
Det var først bagefter, da vi fik tilsendt en pdf-fil med informationer om løbet, at vi blev opmærksomme på en lille, men ikke helt uvæsentlig detalje – ruten var blevet ændret en smule på grund af vejarbejde, så vi skulle i stedet løbe næsten 46 kilometer. Tillykke, som der stod, når I har gennemført den her, har I teknisk set løbet en ultramarathon.
En ultramarathon defineres som enhver løbedistance, der er længere end den almindelige marathondistance på godt 42 kilometer.
Og mig, der jo egentlig bare skulle have lagt blødt ud med ti kilometer igennem Kreuzberg. Jeg er så småt halvvejs gennem fyrrerne. Hvordan havde jeg rodet mig ud i det her?
Da dagen, eller rettere aftenen endelig kom, var vi begge spændte og nervøse. Min kæreste har noget mere løbeerfaring end mig, men det var også hans første “ultra”-marathon. Og hvordan gik det så?
Kort sagt, det var så hårdt, som det kunne være, og selvom jeg heldigvis havde været forskånet for muren under min træning, kunne jeg ikke undslippe den her. Jeg ramte den omkring 44 kilometer, og vi endte med at småløbe i mål …
Men vi gennemførte, og som min kæreste skrev til mine svigerforældre i en sen nattetime, da vi endelig var kommet hjem, så gjorde det ikke noget, at vores tid ikke var prangende. Vi vandt begge to i dag, og vi vandt stort.
Siden sommeren har vi holdt løbeformen ved lige, og vi har større ambitioner for vores løb til næste år. Men inden vi kommer så vidt, så skulle vi da lige ud og have vores 20 kilometer – nok mest af stædighed, tror jeg. Corona aflyser måske løbet, men det aflyser ikke vores løb. Der er ingen medalje eller varm te bagefter, men det gør ikke noget. Vi kom ud, selvom vi ligeså godt kunne have brugt aflysningen som en fribillet til at blive hjemme. Det er det, der tæller.
P. S. Næste blogíndlæg står også i løbets tegn. Det kommer den 21. december – årets korteste dag.