Normalt er jeg god til at fastholde min løbemotivation og følge mit løbeprogram. For et par måneder siden røg jeg dog ud af kurs og mistede glæden ved at løbe.
Fotoet her over viser Tempelhofer Feld i Berlin. Det er på landingsbanerne ved den nedlagte lufthavn, jeg nyder mine morgenløbeture. Da jeg bor klods op ad området, tager det mig et minut komme ud af døren og ned på banerne.
Selvom jeg primært løber for min sundheds skyld, kan jeg godt lide at have et mål med mit løb. Det udfordrer mig og holder min motivation i gang. I et tidligere indlæg skrev jeg, at jeg havde tilmeldt mig et 10 kilometer-løb. Det blev ligesom alt muligt andet aflyst på grund af corona. Heldigvis havde jeg Berlin Halvmarathon i april i år at se frem til. Jeg har før i tiden været meget tilbageholden med at give los, når det gjaldt sportslige aktiviteter. Berlin Halvmarathon var derfor en udfordring, jeg virkelig så frem til. Da det blev rykket til august, ramte det mig. Det var følelsen af, at nu var jeg godt i gang med at gøre noget vigtigt for mig og mit liv både fysisk og mentalt, og så blev jeg bremset i den proces.
Av min lyske, og vejret er noget …
Men det var ikke, værre end at min kæreste og jeg besluttede os for at lave vores eget lille halvmarathon. Vi begyndte at planlægge en rute og fandt en dato til, hvornår vi skulle løbe det. Optimismen kom tilbage, og træningen gik fint, indtil jeg lige pludselig fik rigtigt ondt i min lyske.
Med lyskesmerterne samt en snert af corona-træthed og usikkerheden omkring fremtidige mål mistede jeg glæden ved at løbe. Det føltes lidt som noget, man kan kalde en løbe-depression – jeg havde virkeligt ikke lyst til at løbe.
Dårligt vejr, som ikke plejede ikke at være hindring, blev pludselig en undskyldning for ikke komme ned på løbebanerne. Jeg har uden problemer løbet i regn, minusgrader og slud. Selv da mine lyskesmerter efterhånden var væk, kunne jeg ikke tage mig sammen og få de løbesko på.
Den dårlige samvittighed, over jeg ikke kom afsted, gjorde ikke situationen bedre. Samtidig begyndte de fysiske spor på for meget inaktivitet at vise sig. Men det kunne jo ikke blive ved at være på denne måde.
De små skridt
En af tankerne bag min blog er, hvordan man kan skabe en bedre dagligdag med et eller få skridt af gangen. Det handler om at fokusere på det enkelte mål. Det gik op for mig, at jeg havde mange tanker forbundet med at løbe. Jeg spekulerede for meget over for eksempel løbestil og tider samt mine forventninger til mine løbeture, og at jeg var kommet bagud i forhold til mine planlagte mål. Jeg havde glemt, at det egentligt bare handlede om at løbe. Derfor sagde jeg til mig selv “Nu gør jeg det”. Så tog jeg løbeskoene på og løb. Jeg gjorde det bare uden at tænke på halvmarathon, løbeprogrammer, dårligt vejr eller øm lyske. Jeg havde ikke andre mål end at løbe. Jeg lagde ikke mærke til, hvor langt jeg løb eller hvor hurtigt.
Jeg fik løbet tre kilometer, så begyndte lyskesmerten at give sig til kende. For en person, der har løbet 10 til 15 kilometer, kan det et måske ikke lyde af meget – men det var det. Det var det bedste, jeg nogensinde havde løbet – for jeg genfandt min løbeglæde.
Fremtidsplaner
Jeg er nu i gang igen med at træne op til mit eget lille halvmarathon. Det er selvfølgelig mere spændende at deltage i et rigtigt løb, men jeg har brug for at have et konkret mål. Efter mit halvmarathon har jeg besluttet mig for at starte på et marathon-løbeprogram. Når tiden er til det, ser jeg frem til at gennemføre den rigtige Berlin Halvmarathon til august. Jeg har også planer om at gennemføre Der Achenseelauf til september. Her vil jeg komme til at løbe i de østrigske alper rundt om søen Achensee. Det skulle være en af de smukkeste løberuter i Europa.
Hvis der igen sker aflysninger, skal det ikke tage modet fra mig igen. Jeg kan sagtens lave mine egne mål uden at være afhængig af et større løb. Smerter og skader får jeg som løber, men det skal ikke slå mig ud. Jeg må bruge den tid, det tager at blive klar igen.