Gør det i dag – ikke i morgen

Der er vist et ordsprog, som siger noget i retning af ”Gør ikke i dag, hvad du kan gøre i morgen”, og det har været et ordsprog, som passede godt til mig, når det gjaldt de huslige pligter.

Jeg havde en tendens til at smide mig på sofaen, når jeg kom hjem fra arbejde. Det var den her følelse af, at nu har jeg knoklet hele dage, så nu har jeg fortjent at ligge her sammen med min bærbare og stene videoer, nyheder og sociale medier – og det var jo alt sammen meget behageligt, så behageligt at jeg besluttede mig for at lave de knap så behagelige gøremål til dagen efter.

Tiden gik med ligegyldigt spild, og de pligter, som jeg udsatte til dagen efter, begyndte efterhånden at hobe sig op. Til sidst kunne jeg bruge en hel dag på opvask, støvsugning, vasketøj. Alt min tid gik med det, dyrebar tid, som kunne bruges til noget meget mere konstruktivt og meningsfuldt.

Efterhånden gik det op for mig, at denne dårlig vane måtte jeg simpelthen ændre, hvis jeg ville have mere tid til at gøre de ting, som jeg i sidste ende ville få mere glæde af i mit liv.

Det kan umiddelbart være svært at lave om på en vane, der er en del af en daglig rytme, men den vane, jeg gerne ville arbejde med, var jo ikke en afhængighed eller en del af et fastgroet tankeset. Den krævede blot et lille mantra, nemlig ” Jeg gør det i dag, fordi jeg gider ikke at gøre det i morgen.”

Min daglige rytme er blevet således, at jeg typisk lige tager mig en stillestund, når jeg kommer hjem fra arbejde, derefter tager jeg mig af opvasken eller støvsugningen. Jeg kan meget bedre få glæde af de mere behagelige ting bagefter. Det skal dog også lige indskydes, at jeg heller ikke bruger særligt meget tid på sociale medier og nyheder mere. Min tid går for det meste med at gøre mit liv og evner bedre, så som at løbe eller gå en tur, optimere mit tyske eller skrive.

Det bedste ved dagligdagens små dårlige vaner er, at de er forholdsvis nemme at ændre. Det kræver kun, at vi fokuserer på en vane af gangen og giver os tid med at forbedre den.

Skriv et svar