Det er den 21. december, årets korteste dag. Jeg har et blødt punkt for symbolik, så selvom det er mørkt og koldt, og selvom jeg egentlig hellere ville være derhjemme, så er jeg alligevel glad og taknemmelig for, at jeg står her på landingsbanen på Tempelhofer Feld, parat til at give mig i kast med et nyt løbeprogram, der overgår alt, hvad jeg tidligere har prøvet. Det føles som at stå for foden af Mount Everest og kigge op mod toppen.
I mit sidste indlæg nævnte jeg, at jeg i år havde gennemført mit første rigtige løb nogensinde – en ultramarathon på knap 46 kilometer. Det er svært at beskrive, hvordan man har det efter sådan en omgang, så lad mig i stedet sige det sådan her: Jeg bliver nødt til at opleve den følelse igen, og det bliver alt besværet værd. Al forberedelsen, alt det, der skal ofres, al smerten. Jeg ved ikke hvorfor, men det er det værd. Det er det bare.
Det har været to svære år på alle leder og kanter, og noget siger mig, at de svære tider ikke er helt forbi endnu. Jeg tager en ekstra byrde på mig her, men jeg gør det med glæde. Fra i dag vender vinden. Dagene bliver længere, og alt bliver forhåbentlig bedre. Jeg løber mod lyset, bogstaveligt og i overført betydning, og hvis alt går vel, så kommer jeg også til at gøre det samme til sommer. Når den tid kommer, forstår du hvorfor.
P. S. Glædelig jul og godt nytår, kære læser, og tak for din interesse. Bedre Dagligdag begynder efterhånden at få noget momentum, og jeg glæder mig til at være en del af dit liv i det nye år.
Vi ses i 2022 🙂