Den 16. februar er det to et halvt år siden, at jeg tog en beslutning om at spise 100 procent plantebaseret. Det har vist sig at være et af de bedste valg, jeg nogensinde har truffet. Det skal selvfølgelig markeres med et blogindlæg, hvor jeg fortæller mere om de dage, der ledte op til beslutningen, og om dagene umiddelbart efter. Det glæder jeg mig til, og i mellemtiden kan du, kære læser, jo varme op med denne lille appetizer. God fornøjelse.
Østrig ændrede mit syn på køer
Når jeg har været på vandretur i de østrigske alper, har jeg ikke kunnet undgå at støde på alpe-koen. Man kan høre dem på lang afstand, da de bærer store klokker rundt om halsen. De går og spiser græs i noget af verdens smukkeste natur. De lader til at have et godt liv, og de ser naturlige og sunde ud – der er langt til de skræmmende billeder, man ser fra konventionelle landbrug i Danmark.
Det ser idyllisk ud, men det er nu en sandhed med modifikationer. Da jeg spiste kød, plejede jeg at fortælle mig selv, at det var i orden at gøre det, så længe jeg var en bevidst forbruger, der var opmærksom på dyrevelfærd. Med andre ord: Mælkeproduktion og slagtning var intet problem, så længe dyret i det mindste havde haft det “godt”.
Ideelt set ville jeg vælge produkter fra alpekøer, der jo havde levet i den smukke natur og nydt deres liv. Når snakken faldt på veganisme, var mit argument, at veganere ikke kunne have en holdning til dyrevelfærd, da de jo ikke var forbrugere. I stedet skulle man lade dem, der faktisk gav deres penge til industrien, bestemme, hvordan industrien skulle se ud.
Hvis det lyder skørt, så er det fordi, det er det
Al alpeidyllen til trods, så har disse køer visse ting tilfælles med deres artsfæller: De lever for mennesker, de bliver brugt af mennesker, og de bliver slået ihjel af mennesker. Disse venlige og nysgerrige dyr bliver ligesom deres artsfæller i det konventionelle landbrug brugt til mælke- og kødproduktion, og uanset hvordan jeg vender og drejer det, så er der nogle fællesnævnere, der ikke lader sig eliminere, bare fordi køerne tilbringer mere tid under åben himmel, en de gør i en stald:
- Hvis en ko skal producere mælk, skal den føde en kalv
- Hvis mælken skal bruges til mennesker, skal kalven fjernes kort tid efter fødslen, hvilket stresser koen og kalven
- Denne cyklus fortsætter, ligeså længe koen kan holde til det. Det er dog aldrig noget, der nærmer sig dens naturlige levealder (omkring 20 år)
- Når koen ikke længere kan producere mælk, ender den på slagteriet
Jeg kunne sige en masse om slagterier, men jeg synes, at Paul McCartney har sagt det bedst:
Redder jeg verden?
Jeg har selvfølgelig hørt, at jeg ikke kan forandre verden. Det er rigtigt.
Jeg kan ikke forandre hele verden, men jeg kan forandre en lille del af den, nemlig mig selv, og det har også værdi. Hver gang jeg vælger animalske produkter fra og vælger veganske produkter til, gør jeg en forskel. Det er vi efterhånden mange, der gør. Jeg begyndte at eksperimentere med mandelmælk i 2017.
Dengang var udvalget i Tyskland begrænset: Der var Alpro og mere Alpro, og det kostede 2,79 €.
I dag kan jeg vælge og vrage, både i forhold til udvalg og pris, og det gør jeg. Jeg ser udviklingen ske i realtid, og det er vildt. Det virker faktisk! Det giver mig endnu mere lyst til at holde fast. Det kan du også gøre.
Du kan ikke redde hele verden, men du kan redde en masse dyr, og måske kan du – ligesom jeg gjorde det – redde en del af dig selv, du slet ikke vidste, havde brug for blive reddet.