Stille for en stund

Der er meget støj i vores dagligdag. Lige fra vækkeurets kimen om morgen til lyden fra tv’et, trafikken og andre menneskers samtaler. Vi har mange opgaver, som beskæftiger vores tanker, og når vi endelig skal slappe af, bliver det ofte i selskab med en skærm, hvor vi bombarderes med informationer og underholding.

Med alle de distraktioner, vi bliver udsat for, glemmer vi, hvor vigtig ro er for vores mentale helbred. Derfor har jeg integreret cirka 15 til 30 minutter i min dagligdag til en stillestund. Den beroliger sjælen, giver mig mulighed for at høre og fornemme mig selv samt at få lidt fred og klarhed til hovedet.

Det er mange måder at sin stillestund på. Man kan drikke en kop te og bare kigge ud af vinduet, gå en lille tur i et roligt område eller tage et bad. Du bestemmer helt selv, hvordan du vil bruge din stillestund. Du skal først og fremmest være alene, der skal ikke være nogen eller noget til at forstyrre dig. Du skal kun fokusere på det, du foretager dig netop nu.

Hvis du har svært ved at koncentrere dig, og tankerne flyver for meget rundt, kan du læse en bog, lytte til rolig musik eller tænde et stearinlys og få skrevet tankerne ned. Ellers gå en tur et sted uden alt for meget støj. Bevægelse er godt for rastløsheden.

Min erfaring er at have sin stillestund på nogenlunde samme tid hver dag. På den måde bliver den bedre en del af den daglige rutine. Min stillestund er typisk, når jeg kommer hjem fra arbejde, da jeg gerne vil lade op til resten af min dag. Hvis du har en travl dag, hvor du ikke kan finde tiden til at være alene, kan det være en god løsning at stå en time op før alle andre. Hvis du ikke er et morgenmenneske, kan aftenen også være lige så fredelig.

Så sluk og luk ned for alle distraktioner, og giv dig selv en lille luksus i dagligdagen – at nyde ro og stilhed.

Skriv et svar