Her er en nem taknemmelighedsøvelse, der får dig til at fokusere på det positive i dit liv – og det eneste, du skal bruge, er ti fingre.
Øvelsen går ud på, at du skal finde ti ting, som du er taknemmelig for i dit liv ved at tælle dem på dine fingre. Det vigtige i denne øvelse er, at du kommer i tanke om ti ting – selv når det bliver sværere efter tre eller fire fingre.
Dette er meningen med øvelsen; nemlig at du bliver bevidst om de små ting, der faktisk giver dig glæde i hverdagen. Du bliver mindet om, at de gode ting ikke altid er noget, der kommer udefra, men noget, som allerede er der i forvejen.
Jeg vil anbefale, at du laver øvelsen hver dag. Det gør ikke noget, hvis du gentager nogle af tingene, men det er altid godt i det lange løb at give plads til noget nyt.
Min liste
Her er min liste over ti ting, jeg er taknemmelig og glad for i disse dage.
- at gå en tur i skoven med min kæreste
- følelsen, jeg har efter en løbetur
- at lave en god middag
- at ligge på min altan og læse
- at lære nye ting
- når min kat vil nusses
- at drikke en dejlig kop te
- at meditere
- chokolade
- at være glad for den person, jeg er og udvikler mig til at være